12. apr 2021
Greenkeeper Nyhedsbrev
- Greenkeeper,
- Nyheder
Kære medlemmer,
Meteorologerne fik ret – i hele uge 14 havde vi nattefrost, som satte væksten i græsset tilbage og begrænsede tiden til banearbejde. Vi lykkedes dog alligevel med at få en produktiv uge.
Næsten alle fairways på B-Loop er blevet dybdeluftet. Dette for at forhindre komprimering, forbedre dræning og give ilt til græsset rødder. A- og B-Loops forgreens er blevet luftet, og alle greens, fairways, teesteder og forgreens er blevet klippet til vinterhøjde for første gang. Det kom der ikke meget afklippet græs ud af. Årsagen er de kolde nætter og naturligvis også slid på et tidspunkt, hvor græsplanten ikke er i vækst.
Mens jeg sidder og skriver dette nyhedsbrev, er banen dækket af sneslud, hvilket giver udfordringer ift at sætte en arbejdsplan for den kommende uge sammen. Fra på torsdag ser det dog ud til, at vi får to-cifrede varmegrader om eftermiddagen, mens nattetemperaturen stadig holder sig på mellem -1 og 3 grader, hvilket vil holde jordtemperaturen relativt lav.
Desværre vil vognforbuddet ikke blive fjernet i denne uge, men hvis vejrudsigten holder, håber jeg på at kunne fjerne det og overgå til sommer-teesteder i næste uge.
Jeg evaluerer stadig på vores bunkers, og jeg anerkender, at der er problemer med hvordan sandet flytter sig i dem. Jeg fortsætter med at overvåge dette og vender tilbage med flere detaljer og information om, hvordan bunkers skal bruges af jer spillere.
I den kommende uge er det planen, at vi får gjort følgende:
- Dybdeluftet A- og C-Loops fairways
- Luftet C-Loops forgreens
- Klippet greens
- Tromlet greens
- Flyttet huller
- Gødet græsstier
- Gødet nye områder med græs
- Luftet sommer-teesteder
- Repareret vandingsanlægget
- Gødet greens
- Gødet teesteder
- Eftersået græsstier og slidte områder
Fra et agronomisk synspunkt har vi givet græsplanterne alt, hvad de behøver, luft, gødning, vand og sand, så nu mangler vi blot varme i jorden.
Bemærk venligst, at driving range vil blive klippet om tirsdagen fra og med 13. april.
De bedste hilsner
Reamonn O’Neill
Golf Course Superintendent