27. jul 2021

Greenkeeper Nyhedsbrev

  • Greenkeeper,
  • Nyheder

Kære medlemmer,

Hvilken fantastisk måned vi har haft – skønt golfvejr og en bane i tip-top stand! Det var en fornøjelse at være vært for SEGAF Open i sidste uge og dejligt at få så meget ros for banen – og især for greens’ fart og ”trueness” – ikke bare fra vores egne medlemmer, men også fra gæster fra andre golfbaner i Danmark og udlandet.

Det har været endnu en udfordrende måned i forhold til minimale regnmængder, som bidrager til algevækst i søen – et problem som jeg vil evaluere på, når vi har fået noget mere regn.

Vi kan med stor taknemmelighed informere om, at vi efter 12 måneders intensive diskussioner og forhandlinger mellem Simon’s Golf A/S og kommunen er blevet tildelt en større mængde vand fra vores borehuller på A1 og C5. Det er gode nyheder, som vil garantere, at vi i fremtiden har nok vand til greens, teesteder og forgreens selv i de tørreste perioder.

 

Vi er ved at være halvvejs i sæsonen, og jeg er sikker på, at I alle nyder jeres sommerferie. Mit team afholder også ferie med deres familier og får mulighed for at lade batterierne op. Det er meget vigtigt, eftersom august og september bliver travle golf-måneder i klubben.

 

Vi er netop ved at færdiggøre vores sommer-luftning og som tidligere nævnt har vi investeret i en VGR Topcharger. Denne maskine er fremstillet i Holland, og sidste mandag havde vi besøg af en tekniker, som trænede os i at anvende den. Efter to uger med lange arbejdsdage og undervisning i maskinen har den vist sig af være et fantastisk supplement til vores maskinpark. For det første findes der på verdensbasis kun to modeller af denne maskine, hvis fremskridt jeg har fulgt tæt siden lanceringen for fem år siden. For to år siden så jeg den i virkeligheden på min tur til BIGGA Turf Management Exhibition (BTME). Efter lange diskussioner fik jeg arrangeret, at folkene fra VGR leverede maskinen til Simon’s til demonstration. Dette fandt sted i slutningen af august, og mange af jer husker måske at have set den i aktion på putting green ved driving range. Som det ser ud i dag, er vi den første klub i Danmark, som har købt denne maskine.

Fordelene er mange, og processen optager kun to medarbejdere med efterfølgende inspektion og evaluering af undertegnede og vores mekaniker. Maskinen bruger vand fra vores vandingssystem til at skyde sand direkte ind i greenen, og på en gennemsnitsgreen på 500 m2 indføres 3 m2 sand. Vi har valgt at skyde sand ind med 8 centimeters afstand i 12 centimeters dybde og 14 millimeter i diameter på én gang Herefter lader vi sandet tørre, børster og tromler, skifter hul og vander – og green er klar til spil! Se hele processen her: https://vimeo.com/579297913

Ved på denne måde at sprøjte sand ind i greenen hjælper vi til med at fjerne filten i overfladen af greens, og vi forbedrer greens’ fasthed og dræningsevne samtidig med, at græsplanten får stillet næringsstoffer og ilt til rådighed.

Bemærk venligst at der for at undgå massivt slid, specielt fra trolleys og i særdeleshed på A6’s teested, er der opsat reb, pæle og bøjler på banen. Undlad venligst at trække trolleys hen over teesteder og imellem greens og green-side bunkers, da jorden bliver kompakt og ødelagt af stress. Jeg ønsker ikke at have reb og pæle overalt på banen, da de er grimme og tidskrævende at flytte, når der skal klippes.

Bemærk venligst, at den høje rough vil blive klippet for 3. gang – det sker i denne uge.

Jeg vil gerne takke jer alle for at have lagt en ekstra indsats i at reparere egne og andres nedslagsmærker. Jeg vil gerne bede om, at dette fortsætter, da det har en meget positiv effekt på banen og på mit team, som det i øvrigt er lykkedes at supplere med tre fantastiske fyre, som virkelig er faldet godt til. Vi fortsætter med at lede efter mere personale til vores team.

Til sidst er det skønt at se, at I medlemmer bruger Pétanque banerne, og da græsset vokser rigtigt godt, er det snart tid til at fjerne rebene og klippe græsset.

Som et service-supplement, vil vi fremover have et “Dagens Bane”-skilt på boldmaskinen ved Driving Range. Bemærk venligst, at skiltet skiftes kl. 6.15 hver morgen. Morgengolfere bedes som sædvanligt checke Starterhuset.

Jeg ønsker jer alle en god sommer.

De bedste hilsner

Reamonn O’Neill
Golf Course Superintendent

Til oversigt