På Simons Golf har vi Capillary Concrete (special designet beton til bunkers) i vores bunkere. Derfor skal spillerne være opmærksom på at dette kan give gener, som giver mulighed for lempelse.

Betonbunden er en ikke-flytbar forhindring, og hvis der er reel risiko for, at man slår ned i den i gennemsvinget, er der lempelse efter Regel 16.1c.
https://www.randa.org/da-DK/rog/the-rules-of-golf/rule-16

Det vil sige, at man uden straf kan droppe en bold i bunkeren inden for en køllelænge fra det nærmeste sted, hvor den risiko ikke er der, og ikke nærmere hullet. Hvis man ikke kan finde et sted i bunkeren ikke nærmere hullet (eller hvis man bare ikke ønsker at droppe i bunkeren), må man med ét strafslag droppe bag bunkeren i flaglinjen. Hvis man er i tvivl om, hvor tæt betonen er i forhold til bolden, må man undersøge dette ved forsigtigt at stikke en tee ned i sandet.

Golfreglernes 16.1c giver en spiller ret til lempelse for en bold i en bunker, hvis et unormalt baneforhold er til gene for slaget. Det vil betonbunden være, hvis der ikke er tilstrækkeligt med sand under bolden. Det vil være spillerens vurdering, om det påtænkte slag har en sådan dybde, at det vil ramme betonbunden.

Fortolkning 8.1a/7 og fortolkning 12.2b/2 giver spilleren ret til med en tee at undersøge, om en forhindring kan genere spillerens slag, og dette er også gældende i en bunker.

Hvis ens stance mærker betonen, kan man også tage lempelse efter ovenstående fremgangsmåde.