03. dec 2018
Information om nye Golfregler 2019
- Klubsekretær,
- Nyheder
Kære medlem,
Information om Nye Golfregler 2019
Som de fleste af jer nok har hørt, har Golfreglerne gennemgået en større modernisering, dertræder i kraft pr. 1. januar 2019.
De nye regler kan læses her:
https://www.randa.org/da-dk/rog/2019/pages/the-rules-of-golf, hvor man bl.a. også kan læse Fortolkninger, der erstatter de tidligere Decisions
og de 20 vigtigste ændringer kan ses her:
https://www.golf.dk/nyhed/overblik-de-20-vigtigste-regel%C3%A6ndringer
For de mere nørdede er der Den Officielle Guide til Golfreglerne med bl.a. Procedurer for Komitéen: https://www.danskgolfunion.dk/manualer/ogg?v=2019&l=da
Selvom formålet bl.a. har været at gøre reglerne mere enkle, fylder den fulde, trykte version dobbelt så meget som den gamle (A5), bl.a. fordi den nu har illustrationer, en beskrivelse af formålet med hver enkelt regel, flere tidligere Decisions nu er inkluderet i reglerne.
Der er derfor lavet en spillerudgave i samme størrelse som den gamle regelbog (A6) med en mindre detaljeret version af reglerne. Den dækker langt de fleste situationer, som man vil komme ud for på banen, og det bliver nok denne eller den nye Lommeguide, som de fleste golfspillere vil have i deres bag.
Der er også en ny udgave af Kom i Gang (Golf for begyndere).
Disse publikationer vil kunne købes i proshoppen.
Man kan dog sagtens klare sig uden trykt materiale, hvis man henter den nye app, Rules of Golf 2019, fra R&A i App Store eller Google Play.
Appen indeholder den fulde version af Golfreglerne, Spillerudgaven, Definitioner, fortolkninger, procedurer og Komitéen og Regler for paragolf – og under indstillinger kan man vælge dansk som sprog.
Da der er 24 golfregler i den nye version, kan man passende læse en regel hver dag frem til juleaften og/eller deltage i Golf.dk’s regel-julekalender med daglige præmier fra Golfexperten og en samlet hovedpræmie, som er en golfrejse fra Golf Plaisir. I modsætning til flere andre julekalendere feder den ikke 😉
I begyndelsen af det nye år vil jeg også holde en eller flere regelaftener om de nye regler – afhængig af interesse og behov.
Med glædelig julehilsen
Ole Dybdal Nielsen
Formand for Regel- og handicakomiteen
Til oversigt